Vi håber, I har det godt. Det forlyder at vintergækkerne er på vej op af den golde danske jord. Tro mig, jeg savner dem – som jer – bare mere, altså jer.

Men ellers har vi vist ikke meget at klage over. Selvfølgelig kan man brokke sig over hvad som helst, men man kan omvendt også glæde sig. Somme tider føles 30 grader af lidt for meget. Det er svært at være en seriøs forfatter, når sved får fingrene til at smatter rundt på tasterne, som cykelhjul i tøsne. Men omvendt er slaveriet her - heldigvis – ophævet, og jeg kan jo vælge hængekøjen under solsejlet.

                      Vi har haft travlt siden sidst. Rune har været her et par uger, og han fik sandelig sat skub i de gamle. Først en snorkeltur til et sunkent vrag og masser af nysgerrige fisk. Rune ignorerede jetlag og anden tilpasning – fx 35 graders temperaturforskel? Så en fest hos nogle af vores lokale venner. Vi kom selvfølgelig (mindst) en time for tidligt, skønt vi per invitation egentligt var forsinket en halv times tid. (Hvornår lærer vi det? Tid er ikke lig med klokken her.)

Vi deltog i bred snak, drinks, buffet og lidt mere snak – og smuttede så af sted hjem til Rumkath. (Senere hørte vi, at festen havde fortsat seks timer mere – men vi følte nu ikke, at vi manglede noget.)

                      Og vi skulle jo sejle. Først de obligatoriske besøg hos diverse bureaukratiske kontrollerende instanser, så sidste øjebliks (ekstra) indkøb og af sted ud i det blå. Endelig. Havet. Selvom det kun var en lille bid i første omgang. Fuik Baai. Et af vores (mange) yndlingssteder. For Rune nyt. Undervejs hørte vi grimme lyde som fra en syg skrue. Ikke godt. Rune havde ellers dykket med kniv og renset den for muslinger m.m., men den skreg, så vi slukkede for motordyret og måtte krydse ind gennem det snævre løb og kaste anker uden hjælp fra motor (let nok for erfarne søfolk). Til gengæld kom en skildpadde lige forbi og nikkede hej.

Vi snuppede en sundowner på stranden med Maivis og John (ellers var bugten vores alene). Om natten (det vil sige ved 20-tiden), hvor himmel og hav er sort, kaster vi os i vandet. Det er faktisk ret modigt. De fleste – inklusive vores sundownerfæller – tør ikke. De er bange for … ja, hvad? I dagtimerne svømmer man lystigt, men om natten nejtak. (Og helt ærligt, så er det faktisk en overvindelse at hoppe fra det trygge dæk ned i det våde sorte element). Men man bliver belønnet det, for vi bliver straks budt velkommen, igen, af små bitte grøntlysende dyr: Morild! Jeg har vist skrevet om det før. Men tanken om Peter Pan og Klokkeblomst og fornemmelsen af at flyve via stjernestøv er påtrængende. Vand eller ej. Vi flyver og vælter os i det grønne stjerneskær.

                      Så går den ikke længere. Op i buldermørke klokken seks og af sted mod Klein Curacao. Vi satser på at kunne gøre det bedre end naboen et par dage før – seks timer. Joe, det kan vi – to stærke mænd og en () ditto kvinde! Vi sejler mens fisk flyver omkring os og flamingoer med. Flyvefisk er sjove. Om dagen kikser de aldrig, men om natten har vi af og til fundet dem på vores dæk. Det dør de af – og ender på panden. Flamingoer er mere elegante. De flyver i flokke tæt over vandet og skifter hele tiden position, det er nok anstrengende at have førertrøjen på. 3,5 time senere (fik I det?), og så er vi på den fabelagtige strandø. Det fejrede vi med hjemmelavet paela og kold hvidvin til lunch. Men så måtte vi også tage en lille lur før løjerne begyndte. Svømme, snorkle - og spadsere på det hvide silkesand, jo her forstår man, hvorfor sejlerlivet er så fedt, at man gider alle de bøvlede ting også.         

                      Men man skal jo ikke gro fast, så turen fortsætter dagen efter stadig med godt vejr og underholdning fra diverse flyvende kræ. Vi kommer frem til Bonaire og glædes. Øen er smuk, byen lille og tæt, sejlerne ligger på reden og kan svømme ind på en bar, eller bare over til revet med de sjove fisk. Det er som at tage på ferie, hmm. Måske sidder I og tænker alt muligt, men der er faktisk hverdage her med almindelige gøremål, bare i 30 grader. På Bonaire bliver man nødt til at more sig. Det kan så gøres på forskellig vis. Ofte koster det penge. Peter bruger gerne sine få lommepengerester (efter køb af Rød Orlik) til at besøge ”Budget” og solde. Han kommer glad hjem med en lang wc-slange (I ved det med slanger/paradis osv), mærkelige dimser og lim. Jeg må lige shoppe lidt, dinghykjoler og den slags mangler man vel altid? Jeg køber nu også ind til vores sunde menuer, blandt andet æbler (fik I den?), men ellers er det melonstore saftige avokadoer, passionsfrugter, papaja, ananas osv, som jeg slæber hjem fra mine venezuelanske grønthandler venner. Men inden da i supermarkedet, hvor Rune dukker op? Hvordan kunne han vide jeg var der? Han var bekymret over, at jeg havde været væk i flere timer end han. Peter tog det roligt. Han kender mig og byen, og det med at ting tager tid. Men så fik jeg da en sej fyr til at slæbe de tunge ting. – Selv bruger Rune sin formue på at bevæge sig så langt væk som muligt fra os, ned af forstås. Han har allerede et PADI kursus, men det er sandelig ikke nok til den sportsmand. Han vil længere ned, mindst 30 meter under havets overflade (godt det ikke er mig), så han er i gang med et Advanced kursus. Så bliver man ikke plaget af varmen, og man behøver ingen solcreme, til gengæld var der så koldt på havets bund, at han måtte lade sig stege i solen på dækket for at tø op. Alligevel blev han ved og ved – inklucive natdyk – nej tak, siger jeg, natsnorkling med små grønne mikroorganismer i Fuik rækker.

Men knægten fortæller og fortæller om skildpadder, rokker, en sjælden frogfish og alle de andre fisk, som man (også) kan nå ved at springe ud fra båden.

                      For resten er det selskabeligt at ligge for mooring, internationalt. Første besøg er af Mel og Jackey – de er berømte, altså næsten. Deres svigerdatter Laureen Weisberger er bl.a. forfatter til ”The Devil wears Prada”, skrevet ombord. Hmm. Måske skulle jeg skifte til den lettere genre? Så er der franske Philip med en ung tavs mand og en smuk ung venezuelansk pige! Han sejler under tysk flag, fordi konen (hjemme) er tysker. Der er så meget, der er logisk. Højttalende amerikanere er der alle vegne, søde er de (i små doser). Engelske Hanna og hendes venner møder vi igen. Hanna er alenesejler. Hun sejlede med sin mand, men han døde sidste år. Hjernesvulst. De er begge 31 år, advokater. Hun græder sikkert, men smiler varmt til os, man skal være glad for livet, ikke?

                      Selvfølgelig (nej, det er ingen selvfølge) men der er pt også to danske både. Man hilser på landsmænd og giver dem rugbrød og makrel og aflagte aviser, blade, bøger (Tænk hvad et sølle Billedblad kan opleve). Så udveksles der sø(røver)historier over en sundowner eller to. Det kan være forvirrende. I Philips version (han har boet længe i Venezuela), så er det med livet som indsats, hvis man vil besøge dette smukke men efterhånden svært nedbrudte land. ”Hugo” vil folket det godt – som en ægte socialist, siges der, men det virker ikke. Fra at have været et velfungerende sydamerikansk land, kan man nu trække vel- og en masse andre plusord fra. Men de to danske bådes besætninger var ikke blevet døde, heldigvis – og så kan vi jo selv se, at det ikke er farligt!

                      Faktisk er der en dansk båd mere. Den bliver. Den er blevet bolig for koraller, fisk, moræner og andet med gæller. En smuglerbåd, siges der. Som blev sunket, siges der. Hvem ved hvad? Men fakta er, at de berømte Bonaire dykkerklubber er glade - ligesom deres kunder. De kan iført maske, dragt og iltflasker padle rundt og glo på den danske dødsejler.

                      For resten var den anden danske båd et projektskib. En skipper, en styrmand, en skolelærer - og resten (tre) er elever. De klarede ikke 9. klasse og andre ting, så de er sendt af sted på opdragelsesrejse for statens regning. Man må håbe, det flytter bjerge at gå i skole der.

                      Der er ret mange restauranter på øen, dem skal man ikke glemme. Rune er åbenbart stadig oven vande rent økonomisk, så han flotter sig. Det er hyggeligt, selvom jeg tror, han hellere ville have fanget de fisk selv. Men man kan ikke få alt.

                      Man kan få en køretur øen rundt og se flamingoer, der ikke flyver, men bare æder sig røde. Man kan surfe (ikke på nettet) på Sorbonne, Du Lac. Og det kan Rune lide. Men igen må han optimere sin stil, så et par dage senere går det tværs over øen på scooter og ud til mere surf – alene uden mor og (bonus)far. Vi kørte efter sommerfugle, altså en farm, men det var lige i overkanten af, hvad vi var friske til, så hellere æsler! Knuthenborg på Bonairevis. Vi kørte rundt, det vil sige, vi prøvede på at køre, men det er svært med tre æselhoveder inde i kabinen og ti omkring karossen. De elskede os bare. Æsler er ikke dumme, kun stædige. De var vilde engang, men fordi de havde lært, at biler (plus indhold) er lig med mad, så løb de frem, hver gang de så en bil. Æsler er solide, det er biler (og slet ikke mennesker) ej. De ville ikke holde sig på måtten og skulle så skydes - for at hindre trafikulykker (som trækker ned i krydstogtturisternes evalueringer). Men så kom alle dyrevennerne og lavede et æselsanatorium. Det er baseret på donorer. Nu forstår I måske æslernes charmefelttog!

                      En aften fylder Rune os med mad og vin og sejler os hjem. Selv tager han dinghyen og samler et par sejlere op. De vil ud og møde Hanna og hendes venner – og spille pool. Han sov længe næste dag, det havde vel været sjovt? Joe, men det var altså også hårdt at gå de fem kilometer frem og tilbage til Kralendijk.

                      Og pludselig bliver Rune 31. Det lille tomands (m/k) kor synger og synger, der kommer flag og bacon og æg og alt muligt plus gaver på morgenbordet. Måske syntes han, at det fedeste var at springe fra borde i det blå vand – og slippe for opvasken? Senere serverede jeg hindbærbudding (!) med 31 lys (Peter brokkede sig over al den lightergas, der gik til), og så pustede drengen, og vi blev nødt til at spise ”lagkagen”, som smagte vældig godt af balontyggegummi.

Her kunne historien jo godt have sluttet, men det gør den ikke – man er vel ikke forfatter for ingenting. Men I har lov til at ”dele den over” – eller stoppe her. For de trænede læsere er der mere:

Ud at sejle! Det er jo (blandt andet), det vi er her for! Men tænk vejret var vådt og rigeligt friskt, så det var lige før mor sad og gylpede. Så kom de, vennerne. De ved sådan noget. Først en delfin, så to og så hele flokken. De dansede og fjollede omkring Rumkath, som virkede helt ung igen - og forelsket. Det blev vi også. Der noget med delfiner, de rører ved vores hjerter med deres fede kroppe, museskind, varme øjne og glade leg. Ja, vi elsker dem. 

”Hjemme” igen. Peter ordner båd, eller hvad han nu laver, når vi er væk? Rune og jeg tager til Willemstad. Det er en rejse. Et par timer med dinghy, gåben, bus og forsinkelser, all inklusive. (Der er nok 10 km.). Der morer vi os lidt: frokost og øjne på stilke, så vi kan fange flest mulige farver, lugte og anderledes klædte mennesker. (Fx vrikkende bagdele i str. XXXXL i pinkfarvede strækgamacher, hvis ejerkvinder udstråler, at de godt ved, de ser pragtfulde ud!). På vejen hjem over ”Spanish Water” besøgte vi ”Golden Gate” – et pjok af en båd. Bare 62 fod lang og 5,5 meter bred. Det faste crew er unge søde svenske folk, der viser os rundt i alle de luksuriøse detaljer. Vi er ved at dåne. Men de to crew, ser ud til at kede sig. De har ikke set den (danske!) ejer i et halvt år. Han har nok travlt med at tjene flere penge, så han snart kan tillade sig at holde en lille ferie.

                      Runes fødselsdagsgave var en tur med delfiner. Denne gang skulle han svømme med dem i det lokale sø akvarium. Det så ud til, at såvel de to delfiner, som Rune (+ de fem andre personer) synes godt om at lege og lave numre sammen. Og Runes ansigt lyste.

                      Tiden går. Farvelfrokost på Avila er et must – og det er turen til lufthavnen også. På gensyn Rune! For at komme ham i møde, rent vejrmæssigt, arrangerede det sig med skybrud og tordenstorm. Så var han ligesom forberedt på vinterdanmark. Vi andre, (som de næste uger selv skal lave alt), stred os tværs over øen i kampvogn forklædt som en (mini) Kia. Vandet i gaderne stod meterhøjt (nja i hvert tilfælde 20 cm). Vi kunne ikke forcere de laveste områder og måtte bakke, køre i den forkerte retning - og skrige (kun en af os). Peter spurgte fortørnet, om jeg frygtede for mit liv. Nej æh, det gjorde jeg vel ikke. Men tanken om at skulle overnatte i en bil, der står i vand til knæene, uden vand i flasker og sort nat – nåja, det var ikke lige det, jeg ønskede. Men Peter er jo en god soldat. Han baksede os hjem i sikkerhed – og en båd kan godt tåle vand.              

                      Om søndagen var det søndagsvejr, og bilen kunne ikke afleveres, og så er der jo golf. Altså susede vi af sted tidligt om morgenen (sådan er det med golf). På Blue Bay fik vi at vide, at golfbanen var lukket til klokken 12, pga. gårsdagens enorme vandmængder.

                      ”Nå men så kører vi bare hjem, og kommer tilbage senere,” mente Peter.

                      DET mente jeg ikke. Endelig i byen en søndag. Yes, jeg ville i kirke (der skal nok være et eller andet at skrifte). Jeg inviterede storsindet Peter med (gæt et ansigtsudtryk!). Nå, vi fandt et foreløbigt kompromis og kørte til Otrabanda og købte os et par solide frugtdrinks. Det løfter jo alt, og Peter ville så følge mig til en gudstjeneste. Problemet var bare, at første forestilling var klokken 7 og anden klokken 9. – Selv var vi nået til 10 efterhånden. Så var det bare med at finde på noget, inden Peter ville foreslå at hygge sig i ventetiden på den lukkede golfbane. Jeg vidste, at det berømte slave-museum Kura Hulanda lå i kvarteret. Vi fandt det – og meget andet. Inde bag snuskede lokale huse, lå nemlig et lille vidunder af et hotelområde ved samme navn – alt under beskyttelse af UNESCO. Det lille område har skulpturparker, vandfald, restaurerede bygninger, små cafeer osv. Som i børnebogen ”Narnia”, hvor man via et loftsrum pludselig kommer fra den almindelig verden til en eventyrditto. Whauu. Vi gik ærefrygtigt rundt og nød de skæve brostensveje, gamle palmer, dæmpet jazz, og museumsting i montre eller blot midt på gaden. En pool i klipperne med styrtende vandfald lokkede, men vi valgte slavemuseet – det som jeg i årevis havde forbigået med vilje, selvom jeg på et eller andet niveau gerne ville opleve det. Det var vel et godt/flot museum, og vi lod os føre rundt af de mange genstande og plancher – samt kopier af skibsdele m.m. Men det var for grumt. Ikke at vi oplevede meget, som vi ikke vidste, eller havde set før, men … Det var så samlet, koncentreret, dokumenteret – og kasserne med hånd- fod- og andre anatomiske jern til at binde folk fortalte, at der havde været så rigeligt af dem.

                      Puhha. Så var det faktisk godt at spille golf bagefter og prøve at fortrænge den arveskyld, der trængte sig på. (Jeg havde mareridt om natten – hvad havde jeg gjort, hvis jeg havde været på den ene eller anden side af dette sort/hvide helvede?).

                      I cafeen efter endt ”arbejde” mødte vi Igor med hustru og mirakelbarnet Luuk. De havde ikke spillet, var bare kommet forbi (der er ret pænt). Vi faldt i snak og havde selvfølgelig fællesinteresser, så nu er jeg koblet sammen med hans danske ven Henrik. Hvad mon der kommer ud af det?

                      Nu var tiden inde til et par ”slankedag” som Peter siger (nul vin, shopping, udflugter med bil osv. – dårligt nok mad … ). Men man kommer igennem det. Det hjælper jo lidt med snorkelture, skrivetid, hængekøjen osv. Det hjælper også, at nye entusiastiske unge dykkere har overtaget ”Tug Boat” og blandt andet åbnet for hanerne, så man kan få et brusebad. Lørdagsmenuen stod på ”tomt køleskab” (dvs. hvisløgsbagte kartofler med lokale kødboller og avokado).

                      Søndagsmenuen stod på koncert på hotel Avila. Peter havde mumlende lejet en bil og kørte (sur)mumlende mod Punda. Jeg var iklædt min bedste Hahiti-kjole i Gauguin-farver, trøje (indendørs koncertsal med aircon.) samt rigtige sko. Min husbond havde ligeledes klædt sig på: korte bukser (næsten uden malerpletter), en skøn grøn T-shirt og træsko af dem i plast. Jeg påpegede, at det ikke var koncert-egnet, og han replicerede, at det var det bedste han havde. Nå men, jeg gik da i det mindste an. De øvrige 150 tilskuere var i halvlange kjoler, stilethæle, fuld krigsmaling og gik med hver deres jakkesætmand under armen. Men det er fine mennesker (ikke som på Bonaire, hvor vi blev udelukket fra en udendørskoncert, bare fordi vi havde klipklappere på). Her blev ikke sagt et ord. Kun blikke, løftede øjenbryn og det faktum at pladsen ved siden af os var tom – længe, fortalte noget. For resten foregik det klokken 11 (om formiddagen).

Men alle glemte det. Koncerten var fabelagtig. En pianist, fire strygere og en sopran, der gav englesang baghjul. Vi var henførte. Musikken var stærk bl.a. Schubert ”Rondo Brilliante”. Vi sad lige for på 3. række. Jeg elsker at se på kunstnerne, at betragte deres ansigtsudtryk, arme, hænder, fingre – og kropsholdning. Vi sad der i knapt to timer og var ”væk” (det er det, der nu til dags stræbes efter – og kaldes flow). Man kan også sige, vi var ”høje”. Tøj m.m. var ude af billedet. Og pludselig blev Peter (næsten) in, fordi vi efterfølgende var ude – altså ude under et stort solsejl, hvor vi fik refreshments og talte med kunstnere og lokale venner. (På Avila kører danske ”unge Møller” sit imperium med en elegance, som er store Hr. Møller derhjemme værdig. Han og fruen Birte er så fine, at de helt overså træsko m.m.).

                      Så havde jeg vel fået nok? Næh, for vi har jo bil – og karnevallet er allerede godt i gang, så hvorfor ikke snuppe en hesteparade? Peter mente omvendt, hvorfor ikke køre hjem til en rugbrødsmad. Nå, men så brugte vi en god times tid på at lede efter de steder, som forskellige turistbrochurer, ugeaviser og hotelreceptionister mente, det måtte foregå. Nej ikke på Pietermaai, ikke på Festivalcenter, ikke på Roodevieg (hvor de øvrige karnevalsoptog foregår). Men den der søger … Pludselig var vi fanget i en trafikprop. Jeg sprang af og løb (30 grader) og så hestehalerne. Peter smækkede bilen ind på et grusområde, og så piskede vi af sted, til vi nåede fortroppen. Der fandt vi en bænk og en (tiltrængt) Bright + typisk lokal lunch (to poser chips). Så kom de:

                      Der var smukke rideheste med eliteryttere, trækheste (nogen af dem, havde ikke prøvet det før – og jumberne/gigge var i allerhøjeste grad hjemmelavet), muldyr og et stædigt æsel, som blev rigtig sur og måtte spændes fra, samt alskens heste fra rancherne omkring på øen. Alle krikkerne var farverigt udklædt og deltog i forskellige temaer sammen med deres ryttere: Der var sørøverne, araberne, rideklovne (med en klovnedukke siddende fastspændt omvendt på ryggen), ”miletary”, dressur, cowboys, hesteambulance, romantiske adelsfrøkener i film-kjoler, traditionelle karnevalskostumer i prangfarver med perler, bånd, flæser, striber, ”silke”, tyl … og meget mere. Børn red i bare fødder, voksne i klipklappere (!) eller udklædningssko.

                      Det var dag – som (nødtvunget) blev afsluttet med et besøg i et supermarked (vi havde jo bil). Nu var vi også trætte. Og så kom endnu en ”slankeuge”, der heldigvis startede med, at en kær gæst, lokale Bente kom til middag om mandagen. Vi huskede, at William blev to år tirsdag (tillykke søde skat), og onsdag gik vi aftentur over de jordrå golfbaner, som ligger og venter på græs og bolde. Ja, sådan går dagene – mens vi lever i det berømte nu og venter på gasterne Steen og Nervy.

Kan I have det godt! Pluk en vintergæk for mig – jeg plukkede et par Morning Glory på min papegøjetur i morges, men de levede op til deres navn, og sov stille ind, da solen begyndte at brænde.

Vi sender solstråler til jer – og håber de ikke er for længe undervejs. Til alle jer fra alle os – to, kærlig hilsen Peter & Anne                                    anne@jpm.dk